mandag den 25. februar 2008

Også opbakning fra Fresiahaven

Mens vi er ved emnet, så har Grundejerforeningen Fresiahaven i Kildebrønde også besluttet at bakke op om borgerinitiativet Vand i Greve, og de skal naturligvis være meget velkomne.

Der er 24 husstande i G/F Fresiahaven, og heraf var hele 10 ramt af sommerens oversvømmelser.

I øvrigt skal begge de nyligt tilkomne grundejerforeninger have tak for at indberette antal tilsluttede husstande.

Derimod har en del "veteraner" endnu ikke spyttet ud med oplysningerne (hvilke fremgår af "Hvem står bag"-boksen allernederst på siden). Så når I falder over informationerne, må I gerne sende en mail til vandigreve@gmail.com; det tager - som en vis supermarkedkæde siger - kun fem minutter :-)

/Michael, webadmin.

fredag den 22. februar 2008

Velkommen til grundejerforeningen Østre Strand

Bestyrelsen i Grundejerforeningen Østre Strand har netop besluttet at bakke op om Vand i Greve.

En repræsentant for foreningens bestyrelse vil fremover - som repræsentanter for alle andre tilsluttede grundejerforeninger - blive inviteret til at deltage i borgersammenslutningens møder og få mulighed for at præge sammenslutningens arbejde.

G/F Østre Strand har 130 medlemmer og dækker en del af området ved Mosede. Du kan læse mere på foreningens hjemmeside.

mandag den 11. februar 2008

Interessant læserbrev fra byrådsmedlem



Den 8. februar havde det mangeårige byrådsmedlem for Venstre, Lars Kilhof, et læserbrev i Sydkysten om vandproblematikken.

Her konstaterer han dels, at lokalpolitikerne i mange år slet ikke var opmærksom på, at der overhovedet var et problem. Dels tilkendegiver han, at Venstre vil slutte op om en plan for at udbedre situationen.

Så eftersom den aktuelle politiske "modblok" under ledelse af borgmester Hans Barlach allerede har givet udtryk for omtrent samme synspunkt ved flere lejligheder, tegner der sig efterhånden konturerne af et bredt politisk flertal om en helhedsløsning. Men hvad den helt præcis kommer til at udmønte sig i, finder vi nok først ud af i løbet af marts eller april.

Du kan læse Lars Kilhofs læserbrev ved at klikke på billedet til højre.

Kommunen svarer på ekspertrapport

Op til næste møde i Miljø- og Teknikudvalget, der finder sted 12. februar, har administrationen formuleret såvel et kort som et langt dokument med bemærkninger til ekspertrapporten fra DTU.

Det er spændende læsning, og ikke blot fordi administrationen antyder, at det ville være en rigtig god idé at etablere såvel nødoverløb til Køge Bugt samt et pumpeanlæg, der gør det muligt at dræne kommunen - selv i den situation at fremtidige vandstandsstigninger sender vand op fra bugten og ind i boligkvartererne. Desuden kan man læse, at der vil ligge en langsigtet indsatsplan klar i april.

Administrationen benytter i øvrigt lejligheden til at gå i rette med DTU-rapporten på flere områder, og det kan du alt sammen læse meget mere om her.

I Miljø- og Teknikudvalgets dagsorden finder vi desuden en status for det arbejde, forvaltningen allerede har sat i gang, og som på kort sigt vil formindske - men altså langt fra eliminere - risikoen for nye oversvømmelser i kommunen. Læs statusnotatet her.

Analyse fra tidligere forsyningschef

I oktober sendte den tidligere forsyningschef, Gert Pedersen, et længere brev til den nuværende forsyningsledelse, hvor han påpegede en række muligheder for at forbedre afløbs- og spildevandssystemerne i Greve Kommune. Vand i Greve har fået lov til at offentliggøre brevet, som du kan læse her