torsdag den 1. maj 2008

Ret og vrang om Greves problemer

De sidste par dage har budt på kedelige overskrifter for vandramte Greve-borgere om bl.a. faldende huspriser i lavtliggende områder og andre genvordigheder. Ikke mindst afstedskommet af Berlingske Tidendes nye serie af temaartikler om de problemer, Danmark kan forvente at få som følge af den globale opvarmning.

Artiklerne - som du kan læse her - er vitterlig meget interessante, og naturligt nok fremhæves Greve som et af de steder, hvor der er problemer. Hvilket også er sandt nok al den stund, at vi ligger temmelig lavt.

Men ret skal være ret, og desværre fremhæves det ikke i samme grad, at byrådet - omsider - har tilført området ekstraordinært mange ressourcer siden sidste års oversvømmelser, allerede har gennemført en række fornuftige tiltag og planlægger at blive ved med at prioritere klimaproblematikken meget højt.

Kommunen fik dog en smule assistance fra energi- og klimaminister Connie Hedegaard (C), der i dagens udgave af Go'Morgen Danmark på TV2 fremhævede Greve som et af de steder, hvor man faktisk gør noget aktivt ved problemerne.Det er blandt andet det, Vand i Greve arbejder for, at byrådet og administrationen bliver ved med at gøre.

Michael C. Svendsen /webadmin.

tirsdag den 29. april 2008

Indsats mod våde kældre i Lundemosen

Beboerne i grundejerforeningen Lundemosen har i mange år holdt vejret, når regnen plaskede ned. For når regnvandssystemet og regnvandsbassinet "Ottetallet" overbelastes, har konsekvensen i regelsen været våde kældre og oversvømmede grunde.

Men nu er grundejerforeningens bønner endelig blevet hørt, og i år planlægger kommunen at iværksætte et projekt med det formål at afklare, hvordan man kan øge regnvandssystemernes kapacitet i området. Således afsættes der i 250.000 kroner på driftsbudgettet for 2008 til undersøgelserne, hvilket følges op af projektering, udbud etc. og afslutningsvis konkret anlægsarbejde i andet halvår af 2009.

Paradoksalt nok forudsætter tidsplanen, at der kommer tilstrækkelige regnmængder i sommeren 2008 til at kalibrere de datamodeller, der skal danne grundlag for udbygningen af regnvandssystemerne. Så hvis beboerne i Lundemosen skulle få våde fødder til sommer, kan de - hvilket i mange tilfælde nok vil være en sølle trøst - glæde sig over, at de kan se frem til at slippe en del mere nådigt i årene fremover..

lørdag den 26. april 2008

Nu får Godsparken sin jordvold

I maj går arbejdet i gang med at bygge de jordvolde, der - sammen med den nu stærkt oprensede Olsbæk - skal forhindre oversvømmelser i Godsparken.

Det fremgår af et brev, som Forsyningsvirksomheden under Greve Kommune har udsendt til beboerne i Godsparken.

Ifølge brevet ventes arbejdet afsluttet i juni. På kortet til højre ses voldenes placering (klik på billedet for at se det i en større version).

Ideen med voldene er at danne en barriere ind mod de store dræningsarealer fra Godsparken og op mod Greve Hallerne. Dette vil dels gøre arealerne i stand til at rumme langt mere vand end hidtil. Dels vil de større vandmængder i ekstreme situationer øge trykket på afløbssystemerne - herunder Olsbækken og den overdækkede rørføring fra Vandværksvej - så overskydende vand hurtigere ekspederes ud i Køge Bugt.

Overfor Vand i Greve har kommunen tillige givet udtryk for, at man i nødsituationer vil opstuve vand på landbrugsarealerne i Greves opland og herefter "frigive" vandmasserne i det omfang, afledningssystemerne nær villakvartererne faktisk kan håndtere mængderne.

lørdag den 29. marts 2008

Vand i Greve vil søge politisk dialog

Tirsdag den 25. marts mødtes en række Vand i Greve-repræsentanter for at samle op på de seneste aktiviteter, møder og kommunale beslutninger.

Hvor udbredt er oversvømmelser i Greve?
På mødet fortalte K. Hasse Nielsen fra Lundemosegaard blandt andet nærmere om et glimrende initiativ, som han er idémæssig ophavsmand til. Det går ud på at samle data om oversvømmelser og skader indenfor de seneste ti år fra de grundejerforeninger, der har tilsluttet sig Vand i Greve.

I praksis foregår undersøgelsen ved, at alle tilsluttede grundejerforeninger skal udfylde et lille skema (som de har fået pr. mail). Her kan de angive, i hvilket omfang foreningen omtrentligt har været plaget af oversvømmelser eller vandopstuvninger.

På sigt er det ideen, at Vand i Greve kan anvende disse data i den løbende dialog med kommunens Forsyningsvirksomhed og danne os et indtryk af, hvorvidt den kommunale indsats matcher de problemer, grundejerne de i forskellige dele af kommunen faktisk oplever.

Ser tiden an i forhold til Greve Kommune
På mødet konstaterede vi desuden, at kommunen i de forløbende par måneder har sat gang i så mange interessante projekter - og givet svar på en række spørgsmål, vi har stillet - at vi vil give Forsyningsvirksomheden en rimelig chance for at føre planerne ud i livet.

Derfor er der ikke rigtig nogen pointe i at stille spørgsmål på næste byrådsmøde 1. april, men vi vil derimod se tiden lidt an.

Desuden besluttede vi at bruge den kommende tid til at udvide den daglige dialog med et eller flere centrale medlemmer af byrådet for på den måde at søge viden om - og indflydelse på - den "vandrelaterede" politiske beslutningsproces.

/Michael C. Svendsen, webadmin.

lørdag den 15. marts 2008

Opbakning fra 1700 husejere i Karlslunde

Sammenslutningen af Grundejerforeninger i Karlslunde (GSK) har på deres generalforsamling besluttet at støtte op bag Vand i Greve. Det skriver formand Flemming Molin, der ydermere oplyser, at sammenslutningen repræsenterer ca. 1.700 grundejere i Karlslunde.

Du kan læse mere om SGK på sammenslutningens hjemmeside.

onsdag den 12. marts 2008

"Bækager II" slutter op om Vand i Greve

Grundejerforeningen Bækager II har på sin generalforsamling besluttet at bakke op om Vand i Greve. Grundejerforeningen omfatter 61 husstande i Mosede omkring Højdevej/Mosebakken.

Formand Hans Højlund Pedersen oplyser, at foreningens medlemmer i store træk har været forskånet for skader i forbindelse med de to seneste oversvømmelser, men at flere husstande har været truet af vandopstuvninger.

Han skriver tillige, at han som grundejerforeningsformand gerne vil være med til at præge og følge Vand i Greves arbejde - hvilket vi ser frem til og byder velkommen.

/Michael, webadmin.

mandag den 10. marts 2008

Prioriteringer pr. datamodel

6. marts mødtes en halv snes Vand i Greve-repræsentanter med ledelsen af Forsyningsvirksomheden, og her fik navnlig Birgit Paludan - der er hydrauliker og civilingeniør - taletid.

Hun forklarede blandt andet, at den fremtidige indsats tager udgangspunkt i en computerbaseret totalmodel over alle større vandmassers bevægelser i kommunen. Det gør hende og hendes kolleger i stand til at identificere de områder, der enten på grund af højdeforhold ellernærliggende vandveje rammes først af oversvømmelser.

"På den måde kan vi se, hvordan vi lettest kan beskytte de mest sårbare områder. For eksempel ved at opføre en jordvold her eller hæve en sti dér for det tilfælde at vandet stiger i Køge Bugt eller en nærliggende bæk går over sine bredder," forklarer hun.

Landsbyerne glemmes ikke
Herefter fulgte en bred og undertiden følelsesladet diskussion. Ikke mindst fordi deltagere fra landsbyerne følte, at kommunen glemte dem i den løbende indsats. Der var dog - ifølge Birgit
Paludan og forsyningschef Knud Edinger - ingen grund til at føle sig forbigået.

"For vores model viser blandt andet, at Greve Landsby er blandt de sårbare steder, og derfor vil vi også snart gå i gang med at forbedre forholdende i dette område, sagde Birgit Paludan. Ligeledes kan beboerne i Kildebrønde angiveligt se frem til at få forbedret afløbsforholdende fra deres lokalområde, så vandet kan slippe ud af byen.

Jordvold med forsinkelser
Endelig kunne Knud Edinger oplyse, at jordvolden mellem Godsparken og det store dræningsareal mod Grevehallerne ventes etableret inden sommer. Langsommeligheden skyldes primært (så vidt undertegnede opfattede det), at anlæg i delvist fredede områder af denne type skal godkendes ved såvel en høringsrunde i lokalområdet såvel som ved en kommunalt styret fredningsinstans.

Temmelig bureaukratisk kan man mene. Men blot kommunemøllen har malet færdig inden monsunen sætter ind næste gang, så går det vel nok endda.

Forsyningsvirksomheden planlægger i øvrigt at fremlægge en detaljeret status over de igangsværende indsatsområder og prioriteringer inden næste byrådsmøde 1. april.

Byrådet vedtager fempunktsplan

Også Vand i Greve deltog på sidste byrådsmøde - tirsdag den 4. marts - og stillede som vanligt en række spørgsmål til kommunens indsats på vandområdet.


Men eftersom byrødderne på dette møde behandlede DTU-rapporten og administrationens genmæle, gik politikerne helt af egen drift i dybden med spørgsmålet. Naturligvis ikke uden indledende mundhuggeri mellem de to primære, politiske fraktioner om ansvar, skyld og sjusk - hvilket jo er obligatorisk - men til sagen kom man dog, konstaterer Mogens Gurewitsch, der deltog som en af flere Vand i Greve-repræsentanter på mødet:


"Og at byrådet tager det dybt alvorligt kan ses på, at de behandlede oversvømmelserne i en helt klokketime ud af de tre timer, som byrådsmødet varede. Alle var enige om, at der skal gøres, hvad der er nødvendigt for at undgå gentagelser af juli 2007-oversvømmelserne. Det er meget positivt."


Resultatet af aftenens anstrengelser var, at byrådet ventog en fempunktsplan mod oversvømmelser, og den kan du læse her.


Udløb fundet 285 meter ude i bugten

Sidst i februar lykkedes det endelig for dykkere udsendt af Forsyningsvirksomheden at finde den anden ende af "Randtofte"-ledningen, 285 meter ude i Køge Bugt. Her kunne dykkerne bl.a. konstatere, at der var en del sand inde i selve røret - hvilket du kan læse mere om i deres inspektionsreapport - ligesom man såmænd også fandt et par ankre og andet godt omkring udløbet.

"Den flyttede rigtig meget vand"
Ingeniør Ole Storm Jensen fra Forsyningsvirksomheden siger, at sandet formentlig ikke har hæmmet ledningens dræningskapacitet i betydelig grad, så "jeg tror, at den flyttede rigtig meget vand under juli måneds oversvømmelser."

På den anden side mener Ole Storm Jensen , at det fremover vil være en god ide at inpicere udløbet en del hyppigere end det hidtil har fundet sted. Hvilket også må antages at være en sjat nemmere, når man nu ved, hvor det befinder sig. Ligesom man også vil overveje at suge det fuldstændig frit for sand og desuden montere en ny udløbsrist i stedet for den, der for længst er gået til de evige metalmarker.

Tvivl aflivet
Når det 1,5 meter store rør er interessant, skyldes det primært at der under efterårets borgermøder blev rejst tvivl om, hvorvidt røret - der spiller en meget stor rolle i det samlede områdes dræningskapacitet - var tilstoppet eller ej. Men det kan man altså nu konstatere, at det ikke var.

Opbakning fra Karlslunde

Grundejerforeningen Kildeagerhusene har også netop meldt deres opbakning til Vand i Greve. Foreningen omfatter 30 parceller, der - med næstformand Jannie Delcomyns ord - "alle mere eller mindre er plaget af vand på grundene, fællesarealet og i husene i form af fugtskader."

Du kan læse mere om
Grundejerforeningen Kildeagerhusene på foreningens hjemmeside.

mandag den 25. februar 2008

Også opbakning fra Fresiahaven

Mens vi er ved emnet, så har Grundejerforeningen Fresiahaven i Kildebrønde også besluttet at bakke op om borgerinitiativet Vand i Greve, og de skal naturligvis være meget velkomne.

Der er 24 husstande i G/F Fresiahaven, og heraf var hele 10 ramt af sommerens oversvømmelser.

I øvrigt skal begge de nyligt tilkomne grundejerforeninger have tak for at indberette antal tilsluttede husstande.

Derimod har en del "veteraner" endnu ikke spyttet ud med oplysningerne (hvilke fremgår af "Hvem står bag"-boksen allernederst på siden). Så når I falder over informationerne, må I gerne sende en mail til vandigreve@gmail.com; det tager - som en vis supermarkedkæde siger - kun fem minutter :-)

/Michael, webadmin.

fredag den 22. februar 2008

Velkommen til grundejerforeningen Østre Strand

Bestyrelsen i Grundejerforeningen Østre Strand har netop besluttet at bakke op om Vand i Greve.

En repræsentant for foreningens bestyrelse vil fremover - som repræsentanter for alle andre tilsluttede grundejerforeninger - blive inviteret til at deltage i borgersammenslutningens møder og få mulighed for at præge sammenslutningens arbejde.

G/F Østre Strand har 130 medlemmer og dækker en del af området ved Mosede. Du kan læse mere på foreningens hjemmeside.

mandag den 11. februar 2008

Interessant læserbrev fra byrådsmedlem



Den 8. februar havde det mangeårige byrådsmedlem for Venstre, Lars Kilhof, et læserbrev i Sydkysten om vandproblematikken.

Her konstaterer han dels, at lokalpolitikerne i mange år slet ikke var opmærksom på, at der overhovedet var et problem. Dels tilkendegiver han, at Venstre vil slutte op om en plan for at udbedre situationen.

Så eftersom den aktuelle politiske "modblok" under ledelse af borgmester Hans Barlach allerede har givet udtryk for omtrent samme synspunkt ved flere lejligheder, tegner der sig efterhånden konturerne af et bredt politisk flertal om en helhedsløsning. Men hvad den helt præcis kommer til at udmønte sig i, finder vi nok først ud af i løbet af marts eller april.

Du kan læse Lars Kilhofs læserbrev ved at klikke på billedet til højre.

Kommunen svarer på ekspertrapport

Op til næste møde i Miljø- og Teknikudvalget, der finder sted 12. februar, har administrationen formuleret såvel et kort som et langt dokument med bemærkninger til ekspertrapporten fra DTU.

Det er spændende læsning, og ikke blot fordi administrationen antyder, at det ville være en rigtig god idé at etablere såvel nødoverløb til Køge Bugt samt et pumpeanlæg, der gør det muligt at dræne kommunen - selv i den situation at fremtidige vandstandsstigninger sender vand op fra bugten og ind i boligkvartererne. Desuden kan man læse, at der vil ligge en langsigtet indsatsplan klar i april.

Administrationen benytter i øvrigt lejligheden til at gå i rette med DTU-rapporten på flere områder, og det kan du alt sammen læse meget mere om her.

I Miljø- og Teknikudvalgets dagsorden finder vi desuden en status for det arbejde, forvaltningen allerede har sat i gang, og som på kort sigt vil formindske - men altså langt fra eliminere - risikoen for nye oversvømmelser i kommunen. Læs statusnotatet her.

Analyse fra tidligere forsyningschef

I oktober sendte den tidligere forsyningschef, Gert Pedersen, et længere brev til den nuværende forsyningsledelse, hvor han påpegede en række muligheder for at forbedre afløbs- og spildevandssystemerne i Greve Kommune. Vand i Greve har fået lov til at offentliggøre brevet, som du kan læse her