torsdag den 1. maj 2008

Ret og vrang om Greves problemer

De sidste par dage har budt på kedelige overskrifter for vandramte Greve-borgere om bl.a. faldende huspriser i lavtliggende områder og andre genvordigheder. Ikke mindst afstedskommet af Berlingske Tidendes nye serie af temaartikler om de problemer, Danmark kan forvente at få som følge af den globale opvarmning.

Artiklerne - som du kan læse her - er vitterlig meget interessante, og naturligt nok fremhæves Greve som et af de steder, hvor der er problemer. Hvilket også er sandt nok al den stund, at vi ligger temmelig lavt.

Men ret skal være ret, og desværre fremhæves det ikke i samme grad, at byrådet - omsider - har tilført området ekstraordinært mange ressourcer siden sidste års oversvømmelser, allerede har gennemført en række fornuftige tiltag og planlægger at blive ved med at prioritere klimaproblematikken meget højt.

Kommunen fik dog en smule assistance fra energi- og klimaminister Connie Hedegaard (C), der i dagens udgave af Go'Morgen Danmark på TV2 fremhævede Greve som et af de steder, hvor man faktisk gør noget aktivt ved problemerne.Det er blandt andet det, Vand i Greve arbejder for, at byrådet og administrationen bliver ved med at gøre.

Michael C. Svendsen /webadmin.

Ingen kommentarer: