lørdag den 29. marts 2008

Vand i Greve vil søge politisk dialog

Tirsdag den 25. marts mødtes en række Vand i Greve-repræsentanter for at samle op på de seneste aktiviteter, møder og kommunale beslutninger.

Hvor udbredt er oversvømmelser i Greve?
På mødet fortalte K. Hasse Nielsen fra Lundemosegaard blandt andet nærmere om et glimrende initiativ, som han er idémæssig ophavsmand til. Det går ud på at samle data om oversvømmelser og skader indenfor de seneste ti år fra de grundejerforeninger, der har tilsluttet sig Vand i Greve.

I praksis foregår undersøgelsen ved, at alle tilsluttede grundejerforeninger skal udfylde et lille skema (som de har fået pr. mail). Her kan de angive, i hvilket omfang foreningen omtrentligt har været plaget af oversvømmelser eller vandopstuvninger.

På sigt er det ideen, at Vand i Greve kan anvende disse data i den løbende dialog med kommunens Forsyningsvirksomhed og danne os et indtryk af, hvorvidt den kommunale indsats matcher de problemer, grundejerne de i forskellige dele af kommunen faktisk oplever.

Ser tiden an i forhold til Greve Kommune
På mødet konstaterede vi desuden, at kommunen i de forløbende par måneder har sat gang i så mange interessante projekter - og givet svar på en række spørgsmål, vi har stillet - at vi vil give Forsyningsvirksomheden en rimelig chance for at føre planerne ud i livet.

Derfor er der ikke rigtig nogen pointe i at stille spørgsmål på næste byrådsmøde 1. april, men vi vil derimod se tiden lidt an.

Desuden besluttede vi at bruge den kommende tid til at udvide den daglige dialog med et eller flere centrale medlemmer af byrådet for på den måde at søge viden om - og indflydelse på - den "vandrelaterede" politiske beslutningsproces.

/Michael C. Svendsen, webadmin.

Ingen kommentarer: